Ny pulje på 7,8 mio. kr. skal koble kultur og sundhed

Region Midtjylland åbner en ny pulje på 7,8 mio. kr., der skal støtte kulturprojekter med fokus på sundhed. Formålet er at omsætte eksisterende viden og erfaringer til konkrete tilbud for borgere og patienter i hele regionen.
Puljen skal fremme samarbejde mellem kulturinstitutioner, kommuner, hospitaler og andre aktører. Projekterne skal blandt andet bidrage til at forebygge sygdom, lindre symptomer og styrke livskvaliteten.
"Vi ved, at kulturen kan spille en afgørende rolle for vores sundhed og trivsel, og at de her indsatser kan være med til at styrke kvaliteten af vores sundhedsvæsen. Det viser vores erfaringer de seneste ti år. Med puljen vil vi bygge videre på den viden og sikre, at endnu flere gode indsatser bliver udviklet og når ud til dem, der har brug for dem," siger Per Møller Jensen (S).
Puljen prioriterer projekter inden for fire temaer, herunder forebyggelse, lindring, rehabilitering og styrket samarbejde på tværs af sektorer.
Ifølge næstformand Vivi Altenburg (DD) er målet at skabe løsninger, der kan bruges bredt:
"Vi skal have flere løsninger, der virker i hverdagen, og som kan bruges på tværs af kommuner og institutioner. Puljen skal være med til at løfte projekter med kvalitet og gennemslagskraft, så de kan hjælpe endnu flere i hele regionen."
Puljen er en del af regionens samlede indsats for at integrere kultur i sundhedsvæsenet.
Faktaboks:
- Pulje: 7,8 mio. kr.
- Ansøgere: Kulturaktører i samarbejde med sundhedsaktører
- Projektperiode: Op til 3 år
- Minimumsbeløb: 200.000 kr.
- Medfinansiering: Min. 25 %
- Ansøgningsfrist: 26. august 2026 kl. 12.00
- Behandling af ansøgninger: November 2026
- Dialogmøder:
- 21. maj (fysisk, Aarhus)
- 2. juni (digitalt)
- Billede: "Projektet Levende musik på intensiv skabt i samarbejde mellem Region Midtjylland og Det Jyske Musikkonservatorium."






Accepter kun nødvendige cookies